søndag den 8. februar 2009

Opstartsmøde i Kønspolitisk Netværk på RUC

Vi vil hermed invitere alle interesserede RUC'ere til opstartsmøde i Kønspolitisk Netværk på RUC d.3.marts kl.12-14 i Teorirum 01.

Program for opstart af Kønspolitisk netværk på RUC

Tid: 3.marts kl. 12-14

Sted: Teorirum 01, bygn.01

    Kl.12-12.15 - Velkomst og præsentation af forslag til Kønspolitisk Netværk på RUC

    Kl.12.15-12.30 - RUC, køn og ligestilling i dag – ved Kristine Raunkjær, Simon Hansen, Laurids Hovgaard og Alexander Sokoler, alle har skrevet projekter om køn og ligestilling på RUC

    Kl.12.30-45 - RUC, køn og ligestilling – Hvordan er der blevet arbejdet med køn og ligestilling på RUC igennem tiderne – ved Karen Sjørup, Lektor ved ISG

    Kl.12.45-13 – Pause med kaffe og kage

    Kl.13-13.30 - Fælles diskussion af det politiske grundlag og handlingsplan for netværket.

    Kl.13.30-14 – Nedsættelse af Styregruppe og evt. undergrupper.

Kl.14 – Farvel og tak

Tilmeld dig også vores facebookgruppe: http://www.facebook.com/home.php#/group.php?gid=49855661917

Mål og rammer for Kønspolitisk netværk på RUC

Kønspolitisk netværk på RUC

Køn på universitetet

Kun en tredjedel af det videnskabelige personale på RUC er kvinder. Trods den markante underrepræsentation er det dog stadig tabuiseret at tale om køn og ligestilling på universitetet. Vi får konstant at vide, at kun faglige kompetencer afgør vores veje igennem den akademiske organisation, men alligevel oplever vi køn som en barriere i hverdagen. Det kan være gennem sjove bemærkninger om, at kvinder teknik ikke fungerer, det kan være mandlige studerende som siger, at de gerne vil have kvindelige studerende med i projektgruppe for at gøre gruppen mere social, og det kan være når kun få af RUC’s forskningsmidler tilfalder kvinderne. Der er brug for, at køn bliver anset som en relevant størrelse på RUC, og at der bliver afsat resurser til at få ændret den markante underrepræsentation, som eksisterer i dag.

RUC som foregangsuniversitet

Tidligere har studerende og ansatte formået at sætte køn og ligestilling på dagsorden, men hvis man kigger på RUC, eksisterer der ingen ligestillingspolitik i dag. Køn og ligestilling er ikke en prioritet på RUC. Vi ønsker et universitet, hvor der er plads til at lære, studere, forske og undervise uden, at kønnet bliver en begrænsning. Det kønspolitiske netværk skal samle ansatte og studerende, så vi i fællesskab kan sætte køn på dagsordenen, så RUC igen bliver et foregangsuniversitet med hensyn til ligestilling, samt undervisning og forskning i køn.

Vi ønsker forandringer

Netværket har til formål at skabe konkrete forandringer, som sikrer ligestilling på RUC. Det gælder for lige repræsentation af kønnene i det videnskabelige personale, men også for indholdet i undervisningen og forskningen. Køn er en størrelse, som eksisterer overalt i samfundet, men alligevel er det så tabuiseret, at ingen tør tale om den, når det kommer til undervisning og forskning, og det på trods af at antallet af kvindelige ansættelser på RUC er for nedadgående, samtidig med at kvinderne udgør et flertal af de studerende. Problemerne på RUC skyldes barrierer indenfor og udenfor RUC, men barrierer kan ikke handle af sig selv. Det kan RUC’s ledelse derimod, og de har et ansvar i forhold til at bryde den eksisterende udvikling. Netværket vil derfor arbejde konstruktivt sammen med RUC’s beslutningstagere i studienævn, institutråd, bestyrelse og akademisk råd. Vi vil lave aktiviteter, som skaber stillingtagen blandt studerende og ansatte, og vi vil producere analysepapirer, som beskriver situationen på RUC.

Konkrete målsætninger:

  1. RUC skal formulere en reel og handlekraftig ligestillingspolitik, som omfatter både studerende og ansatte. Ligestillingspolitiken skal følges op ad konkrete og finansierede handlingsinitiativer. I forbindelse med RUC’s indlevering af den lovpligtige ligestillingsredegørelse i slutningen af 2009 vil netværket lave konsekvensberegninger og foreslå konkrete ligestillingsinitiativer på baggrund af ligestillingsredegørelsen.
  2. RUC skal sørge for, at begge køn har lige muligheder for at opnå ansættelse og for at få del i forskningsmidler. RUC skal afsøge og modvirke de mekanismer, som skaber de ulige forudsætninger i forbindelse med ansættelser og fordelingen af forskningsmidler.
  3. RUC skal indtænke køn i undervisningen, hvad angår den konkrete undervisningssituation og det pensum, som præsenteres for de studerende. Der skal udbydes efteruddannelse til alle undervisere i hvordan køn fungerer i undervisningssituationer.

Opstart og aktivitetsform:

Netværket opstartes med et seminar i marts. RUC’s studerende og det videnskabelige personale indbydes til seminaret. På seminaret vælges en styregruppe, som er ansvarlig for at koordinere arbejdet i netværket. Der nedsættes ligeledes undergrupper, som skal arbejde med forskellige ansvarsområder. Det tilstræbes at der afholdes et eller to seminarer hvert semester.